Hvorfor PlayStation Classic floppede (og er den værd at købe?)

Sonys miniature-PS1 blev udgivet i 2018 for at ride med på mini-konsolbølgen, men blev hurtigt kendt som det helt store PlayStation Classic flop. I stedet for at levere en fejlfri nostalgisk tidsrejse, fik de tidlige købere en kompromitteret maskine præget af ringe emulering og forvirrende valg af spilregioner. Vi gennemgår præcis, hvad der gik galt ved lanceringen, og forklarer, hvordan soft-modding fuldstændig har genrejst denne lille hardware-enhed for moderne samlere.

Det skuffende udvalg af medfølgende spil

Sony lovede tyve epokedefinerende titler, men den endelige liste efterlod mange fans måbende. Iøjnefaldende mangler talte sværvægtere som Tomb Raider, Gran Turismo og Crash Bandicoot. Disse fravær skyldtes primært komplicerede licensaftaler med tredjepartsudgivere og udløbne musikrettigheder, men uden disse system-sællerter føltes spiludvalget øjeblikkeligt tomt for enhver, der håbede på at genopleve de sene 1990'ere.

Derudover dikterede beslutningen om at vedlægge de originale digitale controllere frem for de senere analoge pads hele softwareudvalget. Da systemet manglede PlayStation Classic controllers med analoge pinde, kunne Sony ikke inkludere Ape Escape – et elsket platformspil, der netop er berømt for at kræve en DualShock for at fungere. Denne hardwarebegrænsning lukkede døren for adskillige 3D-klassikere fra konsollens storhedstid.

I stedet for at sikre skelsættende PS1-rollespil som Suikoden II eller essentielle maskot-platformere som Spyro the Dragon, fyldte Sony hullerne ud med besynderlige valg. Puslespil som Intelligent Qube og Mr. Driller er udmærkede titler, men de repræsenterer næppe det monumentale skifte til 3D-gaming, som den originale PlayStation banede vejen for. Dette undervældende spiludvalg var den første store årsag til det oprindelige PlayStation Classic flop.

50Hz PAL vs. 60Hz NTSC-framerate-katastrofen

Selve spiludvalget var skuffende, men den tekniske eksekvering af spillene viste sig at være katastrofal. I et træk, der efterlod retro gaming-miljøet lamslået, valgte Sony at bruge europæiske 50Hz PlayStation Classic PAL games til ni ud af de tyve inkluderede titler. Uforklarligt nok blev disse langsommere PAL-versioner distribueret globalt, hvilket betød, at selv nordamerikanske og japanske konsoller blev tvunget til at køre dem.

Historisk set kørte den europæiske PAL-regionsstandard med 50Hz, hvilket betød, at spillene ofte var uoptimerede og kørte 17,5 % langsommere end deres 60Hz NTSC-modstykker. Når disse 50Hz-spil tvinges til at køre på moderne 60Hz-fladskærmsfjernsyn, skaber det alvorlige problemer med frame pacing. Uoverensstemmelsen får emulatoren til at duplikere frames ujævnt, hvilket resulterer i en konstant, distraherende hakken under kamerapanoreringer og hurtige actionsekvenser.

Denne beslutning ødelagde flere helt centrale spiloplevelser på mikrokonsollen. Tekken 3 og Grand Theft Auto, som i høj grad afhænger af timing og fart, føles tunge og sløve i forhold til de originale NTSC-udgivelser. Nedenfor ses en komplet oversigt over de regionskoder, der blev brugt til de forudinstallerede vestlige spil, og som viser præcis, hvilke titler der lider under denne framerate-uoverensstemmelse.

Skrabet emulering og PCSX ReARMed-konfigurationen

I stedet for at udvikle deres egen emulator, som Nintendo gjorde det med SNES Classic, benyttede Sony sig af open source-emulatoren PCSX ReARMed. Selvom denne emulator er et yderst kapabelt stykke software på en ARM-baseret chip, havde Sony konfigureret den elendigt direkte fra fabrikken. Disse PS Classic emulation issues blev øjeblikkeligt tydelige for entusiaster, som bemærkede en udtalt mangel på finish i det visuelle output.

Standardinterfacet mangler fuldstændig de moderne livskvalitetsfunktioner, som retro-gamere forventer. Der er ingen scanline-filtre til at genskabe udseendet fra et CRT-fjernsyn, ingen ramme-grafik (bezels) til at udfylde de sorte bjælker på widescreen-skærme og ingen detaljerede indstillinger for billedformater. Du får blot et råt, ufiltreret pixelbillede, der udstiller de takkede kanter på de tidlige 3D-polygoner på den mest nådesløse måde.

Hvad værre er, lider standardemuleringen af mærkbart input lag og asynkron lyd. Lydeffekter i Ridge Racer Type 4 halter ofte en brøkdel af et sekund bagefter handlingen på skærmen, hvilket fuldstændig ødelægger indlevelsen. Denne mangel på optimering betød, at en original disk afspillet på en ægte PlayStation 1 eller en bagudkompatibel PlayStation 3 leverede en langt overlegen oplevelse.