PS1-købsguide: Hvilken PlayStation 1-model passer bedst til dig?

Det kan føles som et minefelt af svigtende lasere og manglende porte at navigere rundt blandt de mange forskellige PlayStation 1-konsoller, der udkom mellem 1995 og 2006. Denne definitive PS1-købsguide gennemgår alle væsentlige hardwarerevisioner og skelner de pålidelige arbejdsheste fra de rene samlerobjekter. Du lærer præcis, hvordan du finder den bedste PS1-model til dit setup, hvordan du spotter ægte spil, og hvordan du nemmest omgår regionslåse.

Den originale fat vs. PSone slim: Formfaktor og praktisk anvendelse

Når du vil købe en brugt PS1, er dit første store valg mellem det klassiske grå kabinet og den kompakte, hvide PSone. Den originale fat PlayStation har en indbygget strømforsyning, hvilket er utrolig praktisk til kabelstyring, men den genererer intern varme, som kan slide på de omkringliggende komponenter over årtiers brug. Tidlige og mellemste fat-modeller har også en serielport til linkkabel-multiplayer samt en parallel I/O-port skjult bag et plastikdæksel på bagsiden.

Parallelporten er et massivt salgsargument for den originale hardware. Den gør det muligt at tilslutte snydekassetter som Action Replay eller GameShark, som er uundværlige, hvis du vil spille regionsfrit uden at lodde. Endnu vigtigere er det, at moderne Optical Drive Emulators (ODE'er) som PSIO sluttes direkte til denne port, så du kan indlæse backupspil fra et SD-kort, mens det originale CD-drev bevares intakt.

I modsætning hertil handler forskellene på PSone slim primært om strømlining. PSone, der udkom i 2000 under modelnummeret SCPH-102 i PAL-regioner, flytter strømforsyningen ud i en ekstern adapter, hvilket reducerer den interne varme drastisk. Sony fjernede både seriel- og parallelporten fuldstændigt for at gøre bundkortet mindre, hvilket ofrede kompatibiliteten med snydekassetter og plug-and-play-ODE'er. Til gengæld har PSone en utrolig holdbar laserenhed og fylder langt mindre. Hvis du blot vil spille originale skiver på original hardware uden at optage for meget plads på hylden, er PSone et fantastisk og yderst pålideligt valg.

Overblik over PS1-hardwarerevisioner og laserpålidelighed

Sony opdaterede i hemmelighed PlayStation-indmaden flere gange i løbet af dens levetid for at nedbringe produktionsomkostningerne og rette åbenlyse designfejl. Det er afgørende at forstå disse PS1-hardwarerevisioner, da modelnummeret på klistermærket i bunden fortæller dig præcis, hvad du kan forvente.

Tidlige europæiske enheder, specifikt SCPH-1002-serien, lider under en berygtet designfejl. Sony placerede laserenheden lige ved siden af den interne strømforsyning. Den konstante varme fik plastikskinnerne i laserslæden til at slå sig, så linsen kom ud af justering. Dette er hovedårsagen til, at tidlige konsoller er berygtede for at hakke under Full Motion Video-sekvenser (FMV) eller nægte at indlæse spil, medmindre de vendes på hovedet.

Da Sony udgav SCPH-5502, SCPH-7002 og SCPH-9002, havde de flyttet laserenheden helt væk fra strømforsyningen og opgraderet slædemekanismen med trykstøbte metaldele. SCPH-7502 og SCPH-9002 betragtes bredt som de mest pålidelige fat-modeller til daglig brug, da de byder på forenklede bundkort og yderst robuste drev. Hvis du kigger efter en fat-konsol, er disse senere SCPH-7000- og 9000-serier det sikreste valg, hvis du vil undgå en øjeblikkelig udskiftning af PS1-laser.

Audiomyten: Er SCPH-1002 rent faktisk bedre?

Hvis du bruger tid på at læse om tidlige PlayStation-maskiner, vil du uundgåeligt støde på myten om den såkaldte SCPH-1002 audiophile-konsol. Denne specifikke lanceringsmodel har dedikerede røde og hvide RCA-lydstik på bagsiden, side om side med en standard multi-out-port. Indvendigt benytter den en DAC-chip af høj kvalitet fra Asahi Kasei Microsystems (AKM), hvilket startede et sejlivet rygte om, at denne billige spillekonsol kunne måle sig med CD-afspillere til titusindvis af kroner.

Sandheden er langt mere nuanceret. Selvom AKM-lydchippen er glimrende, mangler Sonys implementering af lydudgangstrinnet på SCPH-1002-bundkortet et ordentligt lavpasfilter. Dette resulterer i en lydprofil med masser af punch og diskant, hvilket mange lyttere forveksler med højere troskab mod lyden. I virkeligheden er lyden blot ufarvet og en smule hård frem for decideret audiofil.

At gå efter SCPH-1002 på grund af dens lydegenskaber er generelt en dårlig idé for retro-gamere. Den berygtede placering af laseren betyder, at køb af en umodificeret 1002 som regel ender med en konsol, der ikke kan læse diske uden at hakke. Medmindre du planlægger at fjerne diskdrevet fuldstændigt og installere en ODE som XStation, er de små lydforskelle ikke den manglende hardwarepålidelighed værd.